Spring til indhold

Forretningskultur

Den chilenske forretningskultur adskiller sig ikke meget fra den europæiske. Dette er ikke overraskende eftersom en stor del af Chiles befolkning stammer fra indvandrere fra forskellige europæiske lande samt Mellemøsten. Kun knap 5% af befolkningen kan betegnes som indianere og heraf de 87% som mapucho-indianerne; den største etniske minoritet i Chile.

Det chilenske samfund er konservativt og meget status- og klassebevidst. Danske virksomheder bør derfor så vidt muligt udsende repræsentanter med en vis status – og gerne med en titel med nogen tyngde – og med rimelig grad af myndighed til at forhandle på virksomhedens vegne. Generelt betyder det personlige netværk meget, når der forhandles. Det er derfor en fordel at være repræsenteret af den samme person hver gang med henblik på at give forretningsforbindelsen et præg af personligt bekendtskab/venskab. 

Det officielle sprog i Chile er spansk, men indeholder en del lokale vendinger og er desuden præget af en vis indflydelse fra USA, hvilket viser sig gennem diverse amerikanske udtryk. Til trods herfor er engelsk ikke almindeligt udbredt, men er på vej frem med de yngre generationer. Nogle højtuddannede chilenere har kendskab til engelsk, og ligeledes er nogen chilenske forretningsfolk vant til at rejse internationalt og gøre forretning på engelsk. Størstedelen af beslutningstagerne taler således engelsk. Det vil imidlertid ofte være en betydelig fordel at kunne tale og forstå spansk, og virksomhedsinformation m.v. bør altid være på spansk.

Den chilenske kultur er forskellig fra den traditionelle opfattelse af latinamerikansk ”mañana-kultur” og adskiller sig ikke væsentligt fra europæisk kultur. Holdningen til tid og præcision er dog ikke helt den samme som i Nordeuropa, og i ministerier og offentlige institutioner må man være indstillet på ventetid ud over det aftalte mødetidspunkt. Forretningsmøder starter dog oftest til tiden, og udenlandske forretningsforbindelser forventes at komme til tiden. Løfter om fremsendelse af information eller gennemførelse af aftalte aktiviteter kræver dog ofte opfølgning. Det er i den forbindelse ikke unormalt, at der skal følges op to-tre gange over for et chilensk firma, før der opnås en reaktion.

Møder, der er aftalt tid i forvejen, bør altid bekræftes et par dage før. Møder lægges som regel om formiddagen mellem kl. 9 og 13 og/eller om eftermiddagen mellem kl. 15 og 18. I private virksomheder kan man undertiden få aftaler sent om eftermiddagen eller om aftenen.

Måltider indtages senere end i Danmark: Frokost mellem kl. 13-15, middag mellem kl. 21-22. Besøgende indbydes ofte af deres forretningsforbindelser til måltider på restaurant, hotel eller i en af de talrige private klubber.

Eksportrådet på ambassaden kan kontaktes dagligt kl. 9:00-17:00. Fredag kl. 9:00-14:00.

 

 

Handelschef Maria Mesonero Kromand

+56 (2) 2941 5111

 

Eksportrådgiver Aksel Jensen

+56 (2) 2941 5109

 

 

 

Møder kun efter forudgående aftale.