Spring til indhold

Hyggelig løbelørdag kastede lys på diabetes

24.04.2017  16:20

Over 800 løbere deltog lørdag formiddag i motionsløbet "Corrida Cambiando la Diabetes", der fandt sted langs floden Mapocho i Santiago-bydelen Providencia.

Danmarks ambassade i Chile støttede Novo Nordisk med at arrangere begivenheden, hvis hovedformål var at kaste lys på diabetes og promovere sund livsstil.

Formiddagen startede med en rytmisk fællesopvarmning, inden de mindste løbere blev sendt ud på to kilometer-ruten.

Da alle børn og forældre havde krydset målstregen, var det tid til stafetløbet. Alle hold bestod af tre personer, der hver især skulle løbe fem kilometer.

Ligesom i 2015, da løbet blev afviklet første gang, var stemningen ved start- og målområdet høj, og løberne var gode til at heppe på deres holdkammerater.

Formiddagen kulminerede med uddeling af præmier til børneløberne og de hurtigste hold fra stafetløbet. Ambassadør Jesper Fersløv Andersen og Novo Nordisks landechef i Chile, Matthew Gilbert, overrakte en check på 2,5 millioner pesos til Fundación de Diabetes Juvenil, der hjælper børn ramt af diabetes.