Spring til indhold

Nyt chilensk-dansk samarbejde om arbejdsmarkedet

20.06.2017  00:36

Danmark og Chile har taget hul på et officielt samarbejde på arbejdsmarkedsområdet,

Ved mødet i det Dansk-Chilenske Handelskammer mandag d. 19. juni var ”Den Danske Model” med trepartsforhandlinger og flexicurity på dagsordenen. To gæster fra Danmark, direktør Henrik Bach Mortensen fra Dansk Arbejdsgiverforening og næstformand Arne Grevsen fra Lønmodtagernes Organisation (LO), holdt oplæg om de danske erfaringer set fra henholdsvis arbejdsgivernes og arbejdstagernes synsvinkel.

Carlos Álvarez, direktør i InvestChile, fortalte om udfordringerne på det chilenske arbejdsmarked, inden seminaret blev rundet af med præsentationer fra fire danske virksomheder - ISS, Novo Nordisk, Maersk Container Industries og Biomar – der bl.a. talte om deres erfaringer med chilenske fagforeninger og deres HR-strategi.

Et par af de centrale pointer i debatten var, at det danske system er kendetegnet ved en høj grad af tillid mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, og at man i Danmark er lykkedes med at finde en fælles forståelse for, at det er i begge parters interesse at samarbejde om at opbygge en konkurrencedygtig virksomhed med tilfredse ansatte. Flere deltagere fremførte, at der i Chile er behov for at skabe mere tillid mellem arbejdere og arbejdsgivere og styrke organiseringen af fagforeningerne, f.eks. gennem bedre oplæring i forhandlingsteknikker. Øget fokus på efteruddannelse og erhvervsuddannelser blev også fremhævet.

I den kommende tid vil ambassaden fortsætte med at have arbejdsmarkedet på dagsordnen. Tirsdag arrangerer ambassaden i samarbejde med det chilenske arbejdsministerium og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) et forum om den danske model med titlen: "Diálogo social y negociación colectiva: experiencia de Dinamarca y reflexiones para Chile".



Af Jakob Nørmark, sclamb@um.dk