Spring til indhold

Ambassadens beredskab

I tilfælde af alvorlige katastrofer vil ambassaden træde til for at bistå nødstedte danskere.

""

Bemanding uden for åbningstid
I tilfælde af et alvorligt jordskælv (eller anden naturkatastrofe, terroraktions eller krise) vil ambassaden blive bemandet uden for de normale åbningstider med henblik på at bistå nødstedte danskere og opretholde kommunikationslinjer til Danmark.

 

Danskere i god behold skal kontakte deres pårørende
Alle danskere som befinder sig, eller for nylig har befundet sig, i nærheden af det ramte område, og som er i god behold efter en katastrofe bør underrette deres pårørende (i Chile og Danmark) hurtigst muligt. Erfaringsmæssigt har sociale medier vist sig at være en god platform til hurtigt at give besked til mange.

En meget stor del af Udenrigsministeriets og ambassadens ressourcer i forbindelse med en naturkatastrofe i udlandet optages af kontakt fra bekymrede pårørende. Hvis man så hurtigt som muligt kontakter sine pårørende og oplyser at man er i god behold, kan man dermed medvirke til at de som måtte være i nød i det ramte område, hurtigst muligt kan få den hjælp de har brug for.

 

Kontakt til ambassaden for danskere i god behold
Alle danskere, som er i god behold efter en katastrofe, bør dernæst oplyse ambassaden herom via sclamb@um.dk

Oplys fulde navn, pasnummer/RUT, kontaktoplysninger (mail og telefonnummer), aktuelle sted og status, samt fulde navn på evt. pårørende du måtte være sammen med inkl. deres pasnummer/RUT.

 

Kontakt til ambassaden for danskere i nød
Er man i nød og har brug for hjælp, bør man starte med at kontakte den danske ambassade hurtigst muligt på telefon +56 2 2941 5100

Oplysningerne rapporteres herefter til Udenrigsministeriet i København, og hvis man har tilmeldt sig Danskerlisten lettes muligheden for at matche henvendelser fra danskere i Chile med henvendelser fra deres pårørende i Danmark.

Hvis man er i nød og kan man ikke komme i kontakt med den danske ambassade i Santiago, kan der ske henvendelse til enhver nordisk eller EU-ambassade, som er forpligtet til at hjælpe og således kan underrette den danske ambassade efterfølgende.

For at lette en eventuel eftersøgningsaktion og gøre denne mere effektiv, opfordres alle danskere som opholder sig i Chile til at tilmelde sig Danskerlisten, hvad enten der er tale om længere eller kortere ophold.

 

Ambassaden tager kontakt via Danskerlisten
I tilfælde af en nød- eller katastrofesituation informerer og kommunikerer ambassaden så vidt muligt via hjemmesiden og ambassadens Facebook side.

Derudover vil ambassaden tage kontakt til alle danskere på Danskerlisten med udgangspunkt i det kriseramte område, og du kan således hjælpe ambassaden med at nå hurtigere frem til nødstedte danskere ved at informere om at du er okay via mail sclamb@um.dk

Læs mere og registrer dig på Danskerlisten på Udenrigsministeriets hjemmeside

 

Information til pårørende i Danmark fra Udenrigsministeriet
I tilfælde af et alvorligt jordskælv eller en anden katastrofe af større omfang, vil forsiden på Udenrigsministeriets hjemmeside blive udskiftet med en ”katastrofeforside”.

Denne vil indeholde information om katastrofen og kan håndtere et stort antal besøgende dagligt. Her og gennem dagspressen vil der blive oplyst et telefonnummer til en katastrofe-hotline, hvor særlige medarbejdere fra Udenrigsministeriet kan svare på spørgsmål fra pårørende i Danmark.

Pårørende i Danmark bedes således henvende sig til Udenrigsministeriet, mens danskere i Chile bedes henvende sig til ambassaden.

 

Udenrigsministeriets Borgerservice og det Globale Vagtcenter 24/7
Telefonnummer +45 33 92 11 12   
Mail: bbb@um.dk

Du kan altid komme i forbindelse med Udenrigsministeriets Borgerservice – også i weekender og midt om natten. Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter (24/7-centret), er bemandet døgnet rundt.

Uden for ambassadernes åbningstider stilles deres telefoner videre til 24/7-centret, hvor en dansktalende vagthavende er klar til at besvare nødopkald. Vi kan også klare opkald på andre sprog, f.eks. fra en læge på et hospital.