Gå til indhold

Chiles historie – ganske kort fortalt

Arkæologiske fund vidner om menneskelig tilstedeværelse for mere end 12.500 år siden. Det territorium, der i dag udgør den chilenske nation, var oprindeligt beboet af flere forskellige folk, i både Nord-, Mellem- og Sydchile: Atacameños, Diaguitas, Changos, Mapuches, Pewenches, Pikunches, Huilliches, Chonos, Kawashkar, Tewelches, Yaganes, Selk`nam og Rapa Nui, som levede af landbrug, jagt og fiskeri, alt efter områdets muligheder.

I 1536 startede den spanske erobring, og flere oprindelige folk  blev underkastet den spanske kolonimagt. I 1541 grundlagde Chiles erobrer, Pedro de Valdivia, Santiago, og i de efterfølgende år byggedes flere forter forskellige steder i landet for at sikre den spanske tilstedeværelse.
Dog kom de spanske erobrere aldrig længere sydpå end til Biobio-floden, hvor de blev stoppet af Mapuche-folket og en grænse mellem det spansk-erobrede område og Mapuche-folkets land blev fastlagt ved Biobio-floden. Faktisk var Chile det eneste land på det amerikanske land, som spanierne ikke formåede totalt at erobre. 

Chile var under spansk koloniherredømme frem til 1810, hvor Napoleons invasion af Spanien og den spanske konges tilbagetræden fik de ledende kredse i Chile til at indkalde den første nationale regerings-junta. Dette blev starten på  uafhængighedsbevægelsen og krigen mod den spanske kolonimagt, indtil Chile i 1818 kunne erklære sig som selvstændig republik. Fejringen af selvstændighedserklæringen 18. september er den dag i dag Chiles største nationale fest.

I modsætning til mange andre latinamerikanske nationer har Chile i størsteparten af sin republikanske historie nydt godt af en relativ stabilitet. I løbet af det XIX århundrede udviklede det forholdsvist autoritære politiske system sig i mere demokratisk retning, bl.a. med adskillelsen mellem kirke og stat, i en langsom proces, for det meste indenfor de etablerede institutionelle kanaler. 

De sociale problemer medførte i 1960erne voksende protester, som på det politiske plan førte til, at den kristelige demokrat Eduardo Frei i 1964 blev valgt som præsident under sloganet “Revolution i frihed”. Under hans regering påbegyndtes en jordreform og andre sociale tiltag. Under den næste præsident, socialisten Salvador Allende, valgt i 1970, videreførtes jordreformen og en lang række virksomheder blev nationaliserede. 

I september 1973 blev der sat en stopper for denne udvikling med et blodigt militærkup, ledet af hærchefen Augusto Pinochet, som efterfølgende ledede Chile i 17 år, hvor landet hvert år – og altid med Danmarks stemme - blev anklaget af FN for menneskerettighedsforbrydelser i form af drab på politiske modstandere, tortur og forsvindinger.

I 1988 gennemførtes en folkeafstemning, hvor befolkningen for første gang kunne stemme, om de ønskede militærstyrets fortsætten eller tilbagevenden til demokrati. Flertallet ønskede demokratiet tilbage og 1989 blev den kristelige demokrat Patricio Aylwin valgt som første folkevalgte præsident efter militærstyret. 

Chile er i dag et repræsentativt demokrati med en præsident, der vælges for 4 år af gangen og ikke kan genvælges i direkte forlængelse af sin periode. Det parlamentariske system består af et deputeretkammer, hvis medlemmer er på valg hvert fjerde år, og et senat, hvis medlemmer vælges for en periode på 8 år.